In Danish
4DH er et internationalt forskningscenter, støttet af Det Strategiske Forskningsråd. Centrets formål er at understøtte udviklingen af 4. generations fjernvarmeteknologier og -systemer – 4GDH. Denne udvikling er fundamental både for Danmarks målsætning om et fossilfrit energisystem i 2050 og for de europæiske 2020-mål.
Fjernvarmesektoren har et betydeligt potentiale for grøn vækst. Med en fjernvarmeandel på 50% og en stor eksport af fjernvarmeteknologi er Danmark foregangsland inden for anvendelsen af fjernvarme.
Det er med baggrund i dette forspring, at 4DH-centret udvikler sin viden og designer fremtidens fjernvarmeløsninger, herunder komponentudvikling, ressourceplanlægningsredskaber baseret på Geografisk Informations System (GIS) og planlægningsredskaber til integration med el-systemet. Forskningscentret hviler på 3 ben:
- Fjernvarmenet og komponenter
- Fjernvarmeproduktion og systemintegration
- Fjernvarmeplanlægning og -implementering
Det er et væsentligt succeskriterium for 4DH-centret, at de redskaber, løsninger og teknologier, der udvikles i regi af forskningscentret, kan anvendes i praksis af industrien, fjernvarmeværker og varmeplanlæggere i Danmark, Europa og Asien. Derfor planlægges og udvikles centrets arbejde i tæt samarbejde med en international referencegruppe, bestående af interessenter fra industrien, fjernvarmesektoren og forskningsmiljøet. Derudover samles input fra branchen på den årlige konference, der er åben for hele branchen.
Du kan læse mere om centrets projekter, medarbejdere, kurser og samarbejdspartnere her på siden.
Tweet